En tur hos frisøren…


En tur hos frisøren vil de fleste måske tænke på som en omgang selvforkælelse, hvor man lige så stille kan sidde og slappe af og lade andre vaske ens hår og ”pusle” om en. Men sådan har jeg det bare ikke, alene tanken om at skal til frisøren, gør mig nervøs, det er helt sikkert derfor jeg ikke bliver klippet så tit og ofte som jeg endeligt burde.

Alene tanken om at skulle til frisøren, giver mig hjertebanken og gør mig utryg, det er ikke fordi jeg ikke kan lide at være ny klippet og se pæn ud på håret, jo der er jeg ligesom alle andre.

Det er tanken om at jeg skal ud mellem andre mennesker, som gør mig utryg, og at en anden person skal ”rode” med mit hår, som kan give nervøse tanker, ligesom tanken om at der skal ”small talkes” får mig til at føle ubehag. Men ja man skal jo klippe nu og da, så jeg må bare springe ud i det.

Turen ned til frisøren kan virke lang, fordi jeg skal gå ned igennem gågaden, og der er næsten altid mange mennesker sådan steder, tøjstativer, hunde, snakken, lugte fra pølsevogne, børn er løber rund, mobiltelefoner, alt i alt en helt masse forskellige input, som sætter mine sanser på overarbejde, og jeg er endnu ikke nået frem til frisøren.

Når jeg så er kommet sikkert frem til frisøren, så skal jeg sidde og vente, hvilket også ville være helt okay, hvis altså ikke lige at mine sanser allerede er på overarbejde, og hver en lille lyd og bevægelse, på nuværende tidspunkt virker som atombombesprængninger, jeg ville ønske at jeg bare kunne sidde lige så stille og kigge i et blad som de andre der sidder og venter, men det kan mit hoved slet ikke samle sig om, der sker alt for meget rundt omkring mig.

Det er ikke fordi jeg er totalt nysgerrig og skal føle med i alt der sker, for jeg ville ønske jeg bare kunne slukke for det, men det kan jeg ikke, så jeg ser alle de små ting rundt omkring mig, jeg ser at hende som sidder overfor mig har strømpebukser på som er løbet, og han der sidder ved siden af har sennep på skjorten, og den lille som ligger i liften, har brug for en ny ble, hører samtalerne som kunder og frisører har, ser at den en bliver farvet rødhåret, mens den anden får lavet lysereflekser, at hende oppe bag ved tabte saksen og så videre, alt imens mine øjne bliver irriteret af lysstofrør, og ørerne fyldes med alle de mange forskellige lyde, og jeg bruger en masse energi på at blive siddende, selv om jeg allerhelst vil rejse mig og gå hjem.

Endelig er det min tur, så er jeg tætter på at komme hjem igen. Frisøren spørger om hvad der skal laves, jeg lytter til forslag, men der er slet ikke plads i mit hoved til at tænke i ny frisure, men lader hende lave de forandringer som hun mener, vil være godt, bare så vi kan komme i gang, det er hår det gror ud igen tænker jeg, lugten af sved fylder min næse, han som skal klippes i stolen ved siden af min må være kommet direkte for arbejde eller så har han sprunget badet over i dag, duften af kaffe som har stået længe på varmen blander sig. Endelig begynder frisøren at klippe, og så kommer small talken, hvilket også er helt fint, hvis bare mit hoved kunne rummer alle de intetsigende oplysninger, om at der var regnvejr i går og måske få vi sol i weekenden, svar høfligt fordi jeg ikke vil gøre nogen ked af det, endelig endelig så er hun færdig med at klippe med, skynder mig ned for at betale og finde mit overtøj, smiler og siger farvel, så er der bare turen igennem gågaden tilbage inden jeg kommer ud på en mere stille vej, og mit hoved kan få en smule ro. Endelig hjemme nu skal jeg bare finde ind til det rolige sted som er et eller andet sted derind i mig selv. Så mine overbelastede sanser og min lig med nul tålmodighed, ikke såre dem som jeg elsker.

Hilsen Rumpenissen

Reklamer

2 thoughts on “En tur hos frisøren…

  1. Hvor er det rart, at du har lyst til at dele hvordan det egentlig er, at have GUA. Det er umuligt for andre at sætte sig ind i hvordan hjernen arbejder, og mere umuligt selv at forsøge at finde og forstå informationen. Jeg har det ikke som dig, jeg er blot sensitiv og introvert, men alligevel kan jeg genkende lidt af det du skriver.

    • personligt synes jeg selv at det har været svært at finde noget om hvordan det er at have GUA som “voksen”, fordi de fleste skriver om hvordan det er at være forælder til børn med GUA eller autisme, så ja tænkte jeg ville dele lidt af mig selv 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s